British Leyland | |
---|---|
Virksomhedsinformation | |
Selskabsform | Limited Company |
Branche | Bilindustri |
Grundlagt | 1968 |
Opløst | 1986 |
Hovedsæder | Cowley, Storbritannien, Longbridge, Storbritannien |
Produkter | Personbil, traktor, lastbil, bus |
Organisation | |
Datterselskaber | Coventry Climax Jaguar Land Rover Aveling-Barford Leyland Bus Leyland Trucks Prestcold Austin Unipart |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. |
British Leyland var et britisk konglomerat indenfor bilindustrien, der i 1968 blev grundlagt i Storbritannien som British Leyland Motor Corporation Ltd (BLMC) ved en fusion mellem Leyland Motors og British Motor Holdings. [1][2] British Leyland omfattede ved fusionen næsten hele den britiskejede bilindustri, der på daværende tidspunkt kun var overgået af den amerikanske bilindustri, og virksomheden havde en markedsandel på 40% i Storbritannien.[3]
På trods af British Leylands store markedsandele og at virksomheden rådede over prestigefulde mærker som Jaguar, Rover og Land Rover, samt storsælgende mærker som Mini, kom BLMC hurtigt i økonomiske problemer.[4] Forældede modeller, forældet produktionsapparat samt omfattende strejker på fabrikkerne medførte allerede i 1975 et økonomisk kollaps, hvilket ledte til, at den britiske Labour-regering nationaliserede British Leyland, idet regeringen vurderede, at en lukning ville betyde tabet af en million arbejdspladser i valgkredsene i The Midlands, der i forvejen led under sværindustriens forsvinden.[3]
Efter omfattende reorganiseringer og frasalg af mærker, blev British Leyland i 1986 omdøbt til Rover Group, der fra 1988 blev et datterselskab af British Aerospace, indtil BMW i 1994 overtog selskabet. Den sidst overlevende del af virksomheden, MG Rover Group, gik konkurs i 2005,[5] hvorved britiskejet masseproduktion af biler ophørte. De sidste mærker i selskabet (MG, Austin, Morris og Wolseley) blev inden konkursen overtaget af kinesiske Nanjing Automobile Group, der kort efter selv blev overtaget af SAIC.